
Velkommen
Vi inviterer dig til at være med i Menokompasset. Her er du velkommen som du er, med alle de skavanker og finurligheder, du sidder inde med og måske synes er lidt svære at håndtere lige nu.
Med Menokompasset vil vi gerne skabe et miljø, hvor kvinder støtter og hjælper hinanden til at finde deres egen individuelle vej igennem peri/menopausen. Med Menokompasset vil vi gerne skabe en platform, som fungerer som et sted, hvor du nemt kan navigere i viden om din peri/menopause.
​
Vi fokuserer på fysiske gruppeforløb i København, hvor vi guider kvinder sammen, så vi alle står stærkere på den anden side. Vi vil præsentere en række spændende tilgange til at komme igennem menopausen, og det er helt op til dig, hvad du vil bruge af det. Vi vil dele information, nyeste viden og hvad du kan gøre for at få den hjælp, du har brug for. Vi har undersøgt hvordan vi kan optimere vores potentiale på et biokemisk niveau, altså biohacking, og på et mere psykisk plan, altså følelsesmæssig støtte og mere livsglæde. Vi vil opfordre til sammenhold og udveksling af erfaringer, fordi formålet er at finde ind til vores iboende ressourcer, som gør at vi står stærkere undervejs og efter peri/menopause.
​

​Hvad skal vi bruge denne her overgang i kvindelivet til? ​ Det har vi brugt rigtig meget tid på at tænke over. Vi har snakket med kvinder om hvad det betyder for os at vågne op i en overgangsfase, vi ved meget lidt om, er uforberedte på og får et minimum af hjælp til at takle. For de fleste, der er i midten af deres liv lige nu, har en 4. del oplevet stress eller udbrændthed pg.a. deres arbejde eller et destruktivt parforhold med eller uden børn. Halvdelen af os i denne alder har syge eller døende forældre, søskende, venner eller børn. De færreste går igennem livet uden at opleve stress, depression, krise, sundhedsmæssige udfordringer, chok eller traume, der leder os mere eller mindre yndefuldt igennem overgangsfaser, hvor vi lander på den anden side og ånder lettet op. Med det vil vi sige, at vi kvinder ikke er ukendte med kæmpe kriser eller håndteringen af dem på godt og ondt. ​ Perimenopause og menopause er en fysiologisk krise, der påvirker vores evne til at håndtere alle de kriser, vi i forvejen står med. De fysiologiske udfordringer spænder fra stress, ikke-modstandsdygtighed, hjerteproblemer, tørre slimhinder i hele kroppen (også lungerne og blæren) til store ændringer i vores udseende; vægt, bindevæv og hud. De fleste taler om hedestigninger, om dårlig søvn og sværhedsgraden af hvor meget energi der er til rådighed. I vores travle samfund hvor det hele går stærkt og der virkelig skal præsteres langt op i alderen, kommer det som et chok for de fleste kvinder, at kroppen ikke vil følge med som den plejer. Især hvis du tidligere har været udsat for tilbageslag fra livets kriser, kan manglende eller nedsat produktion af dine livsvigtige hormoner, vi sjældent taler om, bringe en enorm psykisk krise med sig, sammen med de fysiske udfordringer som smerte, temperaturudsving og energimangel. ​ Hvor vil vi hen med det? ​ Vi forstår dig godt. Du har det som de fleste i denne periode af dit liv. Du er ikke alene, og det varer ikke for evigt. Så nu kommer vi til en spændende påstand. Menopausen er en fysisk og mental krise, der for en del kvinder også bliver en fase, der leder os et nyt sted hen i livet. Vi kan som regel ikke arbejde på samme hårde, maskuline, upbeat måde længere. Men vil du det hele dit liv ? Hvornår stopper du op og lærer noget nyt om dig selv på en grundlæggende måde? Nogle kvinder stopper op i deres parforhold og bliver konfronteret med hvad tiden har ladet stå til eller umærkeligt ændret. Nogle får øje på hvordan de passer/ikke passer på sig selv. Hvad spiser du? Hvordan bruger du din krop? Hvordan er din søvn ? Og dit forhold til dig selv? Andre bliver konfronteret med at være fejlbarlige for første gang. At skulle sætte tempoet ned. Nyde nuet mere, hvile sig mere, lytte mere, åbne sanserne og modtage frugterne af det arbejde, der allerede er lagt for dagen. Som en del af vores egen opdagelse af hvad, der findes på den anden side af menopausen, spørger vi de kvinder vi møder, som allerede er kommet igennem den. Mange svarer, at de bare holdt ud og pludselig blev de sig selv igen. Ikke med samme styrke og energi som før, men kroppen faldt til ro og livet åbnede sig igen for dem. Ofte fandt de nye veje og som regel skruede de ned på forpligtelser over for familie og arbejde - noget mange nok kunne have gjort meget tidligere. Menopausen er ligeglad med dine forventninger til dig selv. At du skal være på toppen af dit fag, at du skal have skrevet de bøger og sat et stort eftermæle i verden inden du dør. Menopausen er ligeglad med at dine børn forventer stor jule- fødselsdagsmiddagen, varme boller og vask af sure sokker. Menopausen gider ikke stå for hjemmet og sidde og vente på at dit liv begynder af sig selv. Vi har en hel generation af kvinder, hvis vigtigste funktion var deres gratis arbejdskraft, der bare blev forventet af dem. En meget betydningsfuld plads i familielivet, i samfundet og inde i dem selv. Mange af de kvinder fik ikke hjælp til at folde sig selv ud, da deres funktion i hjemmet blev mere overflødig. Menopausen satte sig ikke ned og holdt hende i hånden og sagde; nu tager jeg dine hormoner fra dig og lader dig selv finde vej gennem de skavanker og det underskud du vil opleve. Det gør menopausen heller ikke med dig. Vores gæt er at igennem tiderne har kvinder faktisk hjulpet hinanden med denne fase også. Her har de ældre fortalt og vist de yngre kvinder, hvad der sker og hvordan man finder vej. Sikkert anvist af de forskellige kulturer. Mange kulturer ærer de ældre for deres visdom. Alt det liv og de kriser, de har gennemlevet. I vores tid, i denne del af verden, lever de fleste med deres kriser alene. De fleste ældre kvinder bliver set ned på og valgt fra, både på arbejdsmarkedet og i familien. En af forklaringerne er den konkurrence prægning, vi vokser op med fra skolen og samfundet.